Det er efterhånden pænt over tusinde værker, der hænger rundt omkring med min signatur på.

Min gode ven og gallerist og kunsthandler Carsten Voigt (Voigt Fine Art) bedyrer, at det er et sundhedstegn, når værkerne sjældent popper op på BruunRasmussens netauktioner og sådanne steder, at det er et tegn på, at folk hænger ved værkerne, der hænger ved dem. Det kan jeg godt forstå, derfor søger jeg altid fornuftige mennesker i bedste balance, med sund økonomi til mine billeder og skulpturer ?.

Men af og til opstår der et ønske om at ændre det kunst, man har, og det er da også meget sundt og anbefalelsesværdigt at skifte ud flere gange i løbet af livet. Ikke så tit som underbukser men oftere end tandsæt.

Det hænder så, at jeg bliver spurgt, eller opdager, at der er en ‘jacobs’ til salg. Nogle gange vil jeg virkelig gerne have ‘mit barn’ tilbage på besøg.

Anne-Grethe Davies fra Bredgade Kunsthandel har privat et af mine billeder ‘Guds skitser over Adam og Eva’, men hun nægter stadigt stædigt (og viceversa) at lade mig genkøbe det. Københavns Fondsbørs havde en stor ‘jacobs’ hængende, ‘Investorenes børn’, Den leder jeg efter – og de 2 resterende Grundtvig billeder, jeg lavede i 2004. Og der er mange flere endnu, som jeg gerne vil tage retur.

Der er også billeder jeg får tilbudt at genkøbe, hvor jeg vurderer, at det ikke lige er nu, tiden er rigtig (Dyrbys ‘3 kalaer’ og ‘Picassos øje’ begge fra 1997). Men Dyrby har også indtil flere ‘jacobs’, som jeg gerne vil have retur. Det er dem, han ikke vil (og slet ikke må) sælge for sin søde kone, Lone.

Jeg har heldigvis lige fået 3 skønne ‘jacobs’ retur .
Hexekunst 50x40cm | 2010 (X)
Mosekonerne vælter ud over rammen..
Herredømmet 40x40cm | 2010 (X)
Mænd ka’ – men ka’ kvinder miste Herredømmet ?
Katten Da, med han 40x40cm | 2010 (X)
En rigtig hunkat, for katten da.

Det er de allerførste malet i den dybe ramme, hvor rammen indgår. De er fra 2010 og blev solgt af Bredgade Kunsthandel på Art Herning samme år.

Jeg er rigtig glad for at få dem retur og er godt klar over at de skal ud igen, men tiden her hjemme hos mig skal nydes, som når mine børn kommer hjem til Fønsskov på ferie.

Har du en ‘jacobs’ på din væg ?

Til et gigantisk egocentreret bogprojekt, søger jeg flere af mine billeder, dér hvor de hænger, i interiør, sammen med de anekdoter de har fået skrabet sammen. Så hør her! Har du en strålende ‘jacobs’ på din væg, må du meget gerne sende et foto af den til min mail : herskindjacob@gmail.com, så melder jeg mig og kommer måske forbi med forlov og med en fotograf.

Der kommer mere omkring det projekt her på siden snarest.

//Jacob

Fønsskov, marts 2020 (XX)